Gyserforfatterens mystiske død

Edgar Allan Poe regnes for fader til den moderne krimigenre, som han fødte med romanen Mordene i Rue Morgue i 1841, men han er mest kendt som gysets mester. I hans bøger følger man ofte forvirrede drabsmænd i mysterier, som kun sjældent finder en logisk slutning. Da Edgar Allan Poe udåndede i 1849, skulle man næsten tro, at han var trådt ind i bøgernes verden. Hans død var nemlig omgærdet af så mystiske omstændigheder, at det virkede, som om skæbnen forsøgte at overgå gyserforfatteren Edgar Allan Poe.

Edgar Allan Poe levede et liv, der førte ham rundt i livets skyggesider. Han havde et alkoholproblem og en konfliktsøgende natur, der ofte førte ham ud i mange problemer. Trods modgang kæmpede Poe for litteraturen og ønsket om at udgive et litterært tidsskrift. Den dystre forfatter levede et hårdt liv, men i 1849 så tingene faktisk lyse ud. Poe havde genfundet kærligheden, hans alkoholproblem var under kontrol, og fagligt havde han succes både med skriveriet og sine foredrag. Derfor var Poe sandsynligvis ved godt mod, da han i efteråret satte kursen mod New York efter et vellykket ophold i Richmond. Den 27. september 1849 tog han en båd til Baltimore, herfra skulle han rejse videre med tog. Skæbnen ville det imidlertid anderledes. Man ved kun, at Poe stod af båden i Baltimore den 28. september. Hvad der skete herefter er aldrig blevet opklaret. Men Poe var ikke død, ikke endnu.

De næsten 5 dage var Poe sporløst forsvundet, men den 3. oktober dukkede han op igen, da Poe blev fundet på gaden af Joseph Walker, som straks tilkaldte hjælp. Poe var i en sindsforvirret og fuldstændig hjælpeløs tilstand. Først troede man bare, at han var fuld, men det blev snart klart, at problemet var meget mere alvorligt. Poe blev indlagt på hospitalet, hvor han gled ud og ind af bevidstløshed, men selv når han var vågen, var han forvirret og talte usammenhængende. Hvad der end var galt med ham, så fik det hans puls til at svinge vildt.

Man forsøgte at kommunikere med ham, men hans forklaringer gav ingen mening. Tilsyneladende var han blevet gal, men hvad havde forårsaget denne pludselige sindssyge? I desperation blev han ved at råbe navnet ”Reynolds”. Ingen har nogensinde fundet ud af, hvem Poe kaldte på. Forsøgte han at fortælle, hvem der havde bragt ham i denne tilstand af vanvid? Livskraften forsvandt hurtigt fra hans plagede krop, og den 7. oktober døde han uden nogensinde at være kommet helt til sig selv igen. Hans sidste ord var: ”Lord help my poor soul.”

Poe blev begravet ved Westminster Presbyterian Church i Baltimore, Maryland. Senere fandt man hans kuffert på et hotel i Baltimore, men trods efterforskning blev det aldrig klarlagt, hvorfor Poe var tjekket ind på et hotel i Baltimore. Hans plan havde været at rejse videre samme dag, som han ankom. Det mest mærkelige var imidlertid, at da Poe blev fundet, var han klædt i gammelt og slidt tøj, som ikke var hans eget. Hans eget elegante rejsetøj var sporløst forsvundet. Ganske som i hans bøger blev mysteriet dybere og dybere. Tingene Alligevel var den populære forklaring, at Poe var kommet i dårligt selskab og havde drukket sig ihjel. Eksperterne tvivler dog på den forklaring, da hans symptomer ikke stemmer godt overens med en mand, der død af druk.

En af de nyeste teorier er, at Poe døde af rabies, men mange andre sygdomme har også været bragt på banen i et forsøg på at forklare forfatterens gådefulde og pludselige død. Nu er det jo de færreste sygdomme, hvor de klassiske symptomer er afbrudte rejser og mærkelige tøjskift. Selvfølgelig kan det være sygdom, der fik Poe til at gå i sort, hvorefter hans tøj blev stjålet af nogle, der udnyttede hans hjælpeløse tilstand. På en eller anden måde virker det bare ikke sandsynligt. Der synes at ligge mere bag, nøjagtig som i Poe’s romaner.

De mystiske spor har tiltrukket amatørdetektiver og konspirationsteoretikere. En af de mange teorier hævder, at Edgar Allan Poe havde været offer for noget, man kaldte ”cooping”. Der var nemlig valg i Baltimore i de dage, hvor Edgar Allan Poe var forsvundet i byen, og valgene i Baltimore var kendt for at være særdeles beskidte. Man stjal valgsedler og hyrede gangstere til at true vælgere og modkandidater. Alle mulige tænkelige og utænkelige metoder blev brugt for at påvirke valget. En af de mere utænkelige metoder var cooping. Det gik simpelthen ud på, at bander af kriminelle kidnappede tilfældige personer og gjorde dem medgørlige med en kombination af likør, opium og tæsk, hvorefter de fik dem til at stemme igen og igen. Det lyder vanvittigt, men det er en kendsgerning, at metoden blev benyttet. Måske var det en sådan bande, der fik fat i Poe. Det ville kunne forklare hans tøjskift, for gangsterne ville sandsynligvis have tvunget ham til at skifte tøj, så han kunne stemme flere gange på hvert stemmested uden at blive genkendt.

Der findes også andre teorier, bl.a. dem som hævder, at Poe var blev overfaldet af fjender og slået i hovedet, så hans hjerne havde taget skade. Det er dog cooping-teorien, der er langt den mest populære forklaring, og teorien fremhæves ofte i biografier om forfatteren. Men det er kun en teori, for trods de mange konkrete spor: Poe’s symptomer, navnet ”Reynolds”, tøjskiftet og kufferten på hotellet, så er det aldrig lykkes nogen at give en overbevisende forklaring, så mysteriet lever videre - i bedste Edgar Allan Poe stil.

I nyere tid er Poe's grav blevet opsøgt af en mystisk mand, som hvert år er dukket op på Poe’s fødselsdag. Manden er altid klædt i lang frakke og hat, der skjuler hans ansigt, så man ved ikke, om det er den samme hvert år eller en ny hver gang. Manden har knælet ved graven, har skænket sig et glas cognac, skålet og drukket ud. Når han er gået, har han altid efterladt den halvfulde cognacflaske på graven sammen med nogle roser. Sandsynligvis er manden eller mændene kommet fra en Edgar Allan Poe fanklub. Konspirationsteoretikere har dog spekuleret på, om det kunne være medlemmer fra et hemmeligt selskab, der kendte sandheden om Poe’s død, som hvert år besøgte graven.

© Lars Bugge