Teorierne på denne side vil skifte en gang imellem. Lige nu vises to artikler fra tredje bog om konspirationsteorier samt to teorier som endnu ikke er udgivet i bogform. Artiklerne er beskyttet af copyright og må ikke bruges uden forudgående aftale med forfatteren.
Vi kender alle arketypen på den tossede konspirationsteoretiker med vilde teorier og stemmer inde i hovedet. Stemmerne er normalt et sikkert tegn på sindssyge, men der findes forskning, der tyder på, at det ikke altid behøver at være tilfældet.
Det har længe været diskuteret, om mikroovne er farlige, men talrige undersøgelser viser, at det ikke er tilfældet, hvis man ellers behandler dem fornuftigt og ikke tørrer hunde i dem og lignende. Der findes dog stadig paranoide teorier, som hævder, at mikroovnene udsender bølger, som gør os alle mere medgørlige, så regeringerne lettere kan holde os nede. Dette er en af de teorier, man i USA kalder TBTB-teorier. Det står for To Bizarre To Believe. På dansk: For mærkelig til at tro på.
Selv om disse teorier sandsynligvis er grebet ud af luften, så findes der faktisk forskning, der viser, at det måske er muligt at kommunikere gennem mikrobølger. Teoretisk kan man bruge mikrobølgerne til at sende beskeder direkte til den del af hjernen, som opfatter lyde. Disse budskaber vil så opleves som stemmer inde i hovedet på modtageren.
Nogle konspirationsteoretikere mener, at CIA længe har været i stand til at sende sådanne indre stemmer direkte til underbevidsthed. Konspirationsteoretikerne mener endda, at efterretningstjenesten simpelthen har brugt denne teknik til at miskreditere farlige vidner og potentielle fjender.
Hvis sådanne skjulte budskaber sendes med mikrobølger, vil ofret hurtigt miste sin troværdighed pga. stemmerne inde i hovedet. Sandsynligvis vil ofret langsomt blive sindssyg. Især hvis teknikken kombineres med almindelig chikane, som f.eks. indbrud og overfald på gaden.
Det er langtfra sandsynligt, at en sådan ”indre-stemme-teknik” findes, men på den anden side kan det heller ikke udelukkes, når det i teorien synes muligt.
© Lars Bugge 2005
Der findes mange legender om skjulte skatte, men skatten på Oak Island er noget særligt. Man ved nemlig, hvor skatten er begravet. Alligevel er det ikke lykkedes at grave den mystiske skat op. Konspirationsteoretikere tror, der er tale om en historisk hemmelighed, skjult af et broderskab, som har beskyttet skatten med avancerede sikkerhedssystemer.
I 1795 opdagede den unge Daniel McGinnis og to af hans venner sporene efter en skjult skat på den canadiske ø Oak Island, som er en lille ubeboet ø i Mahone Bugten. Drengene så et område, hvor jorden var sunket sammen, som om nogen havde gravet et stort hul for nylig. Over stedet stod et stort egetræ med en tyk gren, der rakte ind over det sammensunkne område. Det så ud, som om grenen havde været brugt til at sænke noget ned i hullet. Drengene var sikre på, at de havde fundet en skjult skat, og de begyndte staks at grave men måtte hurtigt søge hjælp for hullet blev hurtigt meget dybt. Men jo mere de gravede, jo mere sikre blev de på, at en skat var begravet under dem. For hver 10 fod fandt de nemlig træplader af egetræ, som dækkede hele skakten.
Gravearbejdet viste sig hurtigt at være meget problematisk. Skakten var nemlig indrettet med en vandlås, så hullet blev oversvømmet, når man havde gravet et stykke ned. Dette indbyggede sikkerhedssystem styrkede troen på, at noget vigtigt var skjult på bunden af skakten. Endnu et bevis på skatten kom, da man fandt en sten med en mystisk inskription, der blev tydet som følger: ”Fyrre fod under 2 millioner pund”.
Efter flere års gravearbejde måtte de unge skattejægere opgive. Gennem de følgende århundreder fulgte mange skattejægere i deres spor. Hullet fik tilnavnet ”Pengeskakten”, og Oak Island skatten blev en af verdens mest kendte og sagnomspundne skatte. Fem eller seks mennesker er døde i jagten på skatten, uden at nogen er kommet i nærheden af skaktens hemmelighed. Men ”Pengeskakten” rummede flere hemmeligheder, som langsom blev afdækket under de mange forsøg på at bjærge skatten. De vigtigste ekspeditioner var:
1795-1804: De første forsøg måtte opgives pga. konstante oversvømmelser, men skattejægerne fandt mange spor efter dem, der begravede skatten, bl.a. den sagnomspundne sten med inskriptionen om de 2 millioner pund. Stenen findes ikke længere, og nogle tvivler også på, at den har eksisteret.
1849/1850: Et hestedrevet minebor blev sendt ned gennem skakten. Boret ramte træ langt nede og kom op med spor af metal og guld. Man opdagede også, at det var tunneler med forbindelse til havet, der oversvømmede skakten. Der gik rygter om, at en af arbejderne fik noget værdifuldt op med boret, hvorefter han hurtigt forlod øen for at sælge en genstand, han ikke ville vise til de andre, men den historie virker ikke troværdig.
1897-1899: Skattejægere forsøgte at sprænge de kanaler, der oversvømmede skakten, men forsøget mislykkes. Et nyt bor blev sendt ned gennem skakten uden nævneværdige resultater, men en gang kom boret op med et lille stykke pergamentpapir med initialerne V.I. Skattejægerne opgade også et nyt sæt kanaler, der kunne oversvømme skakten, hvis den første sikkerhedsmekanisme svigtede, men de fandt ingen skat.
1909: Ekspeditionen fra 1909 er kun et af de mange forsøg på at grave skatten op, men forsøget er kendt, fordi Franklin D. Roosevelt, amerikansk præsident fra 1933 til 1945, deltog i forsøget. Ekspeditionen bragte ikke nye spor eller resultater.
1970’erne: Triton Alliance købte området og opdagede et hulrum mere end 70 meter nede. De sendte et videokamera ned til hulrummet i bunden af skakten. Billederne viste både kister og skelettet af en afhugget hånd. Nogle mistænker dog selskabet for at have brugt en utydelig video til markedsføring, med henblik på at rejse penge til nye graveforsøg.
1995: Woods Hole Oceanographic Institution (WHOI) udførte en analyse for Triton Alliance. Resultatet var fortroligt, men det blev afsløret, at resultatet var opmuntrende.
Selv om mere end 200 år med nederlag på nederlag nok har fået de fleste til at miste modet, så er der uden tvivl stadig nogle, der arbejder med at finde Oak Island skatten. Hvis skatten ellers ligger i ”Pengeskakten”. Nogen mener nemlig, at skakten kan være en ren afledningsmanøvre. Måske ligger skatten et andet sted på øen uden spor efter dem, der begravende skatten, eller hvad det nu var, de begravede.
Med tiden er der blevet blandet en del legender ind i historien om Oak Island skatten, og det kan være svært at skille fakta fra fiktion, men der er ingen tvivl om, at noget usædvanligt blev begravet på Oak Island.
Længe troede alle, at Oak Island skatten var en sørøverskat, men hele ”Pengeskakten” og det indviklede system af kanaler, der kunne oversvømme skakten, har krævet en avanceret viden og teknik at bygge. Hvis almindelige sørøvere havde begravet skatten, ville den sandsynligvis være bjerget i første forsøg. Langsomt skiftede mistanken derfor fra sørøvere til regeringer eller hemmelige selskaber. Her kom konspirationsteoretikerne ind i billedet.
Mange konspirationsteorier handler om skjulte hemmeligheder. Det kan være alt fra følsomme dokumenter om historiske bedrag til skjulte skatte. Det, der blev begravet på Oak Island, blev skjult af dygtige og godt organiserede folk med en stor viden. Oak Island er derfor blevet konspirationsteoretikernes skat, og teorierne er mange. De franske kronjuveler, Den Hellige Gral, oldegyptiske hemmeligheder, beviser på udenjordisk liv og Shakespeares forsvundne manuskripter er bare nogle af mange bud. De hovedmistænkte bagmænd er dog frimurerne eller ”efterkommere” af tempelridderne, der kan have skjult deres forsvundne skatte og hemmeligheder på øen.
© Lars Bugge 2005
Hvad er det hemmelige formål i den mystiske studenterklub Skull & Bones Selskabet på Yale universitetet. En okkult studenterklub som er storleverandør af præsidenter og spioner.
I USA har man de såkaldte fraternities på universiteterne. De er en slags studenterklubber, men da vi ikke rigtigt har denne tradition herhjemme, er det svært at finde en præcis sammenligning, men de fleste kender nok disse fraternities fra amerikanske film. Klubberne optager medlemmer efter forskellige kriterier, og de har typisk et hemmeligt optagelsesritual, som nye medlemmer skal igennem. På den måde kan man sammenligner studenterklubberne med hemmelige selskaber. Deres formål er imidlertid langtfra hemmeligt, for det handler typisk om venskaber, fest og ballade.
En af disse mange studenterklubber skiller sig imidlertid tydeligt ud, nemlig Skull & Bones Selskabet på Yale University. Alene navnet synes at sætte dagordenen. Det kan oversættes til noget à la ”kranium og knogler”. Parallellen til SS troppernes dødningehoved er iøjnefaldende. Rygtet siger, at navnet på klubben sandsynligvis er knyttet til et af optagelsesritualerne i Skull and Bones. Ritualerne er ligesom klubbens formål tophemmeligt, men lidt siver der jo ud alligevel. Det fortælles nemlig, at rekrutterne skal ligge i en kiste sammen med et kranium, mens de fortæller klubkammeraterne om deres seksuelle oplevelser og dybeste hemmelighed. Målet er, at de alle skal vide noget belastende om hinanden, for på den måde altid at kunne være sikre på 100 % loyalitet. Derfor bliver de logebrødre og ikke bare klubkammerater.
Det siges også, at medlemmerne af Skull & Bones har røvet både indianerhøvding Geronimos grav og oprøreren Pancho Villas grav. Begge kranier skulle ifølge rygterne stadig opbevares i Skull & Bones´ bunkerlignende klubhus på Yale. Det er imidlertid kun rygter og legender, for det er meget få facts, der slipper ud fra det hemmelige selskab.
Et usmageligt navn, fjollede optagelsesritualer og nogle grove drengestreger. Det lyder jo alt sammen meget harmløst, og det kunne det også let være, hvis ikke det var fordi medlemmerne af Skull & Bones næsten alle tilhører den absolutte elite i USA. En gang Skull & Bones altid Skull & Bones. Man regner med, at den loyalitet, der opbygges under studierne varer ved resten af livet, og et hemmeligt netværk mellem magtfulde mænd bør altid give anledning til bekymring.
Stadigvæk lyder det hele måske rimeligt harmløst, men det amerikanske præsidentvalg i 2004 er et godt eksempel på, hvorfor nogle frygter, at Skull & Bones er mere end drengestreger. Den republikanske præsidentkandidat George Bush Jr. er nemlig Skull & Bones ligesom hans forfædre var det, men Bush’s modkandidat, den demokratiske John Kerry, er også Skull & Bones medlem. Dvs. at to logebrødre stillede op mod hinanden til verdens mest magtfulde embede! Kan et hemmeligt selskab opnå større succes?
Der optages ca. 15 medlemmer i Skull & Bones hvert år, dvs. at der måske er omkring 800 nulevende medlemmer i Skull and Bones Selskabet, og der bor næsten 300 millioner mennesker i USA. At to logebrødre skulle udfordre hinanden i et præsidentvalg, svarer i sandsynlighed til, at Anders Fog Rasmussen og Morgen Lykketoft begge var med i en loge med kun 15 medlemmer.
Derfor kan man med rette stille sig det spørgsmål, om denne lille magtens mafia nu også spiller med åbne kort. Hvis de kender hinandens hemmeligheder og har sværget evigt troskab, hvem tjener de så først: Deres land eller deres logebrødre?
Mange har krævet undersøgelser af denne hemmelige studenterklub. En sådan klub kan nemlig true demokratiet. For hvis indflydelsesrige mænd bruger klubben til at udvælge fremtidige ledere, som er 100 % loyale mod de nuværende magthavere, så vil hemmelige selskab udgøre en stor men skjult magtfaktor, og generation efter generation kan de dække over hinanden.
Man mener også, at der er klare forbindelse mellem CIA og Skull & Bones. Det hævdes således, at CIA rekrutterer mange af deres ansatte blandt logens medlemmer. Nogle frygter, at det er et tegn på, at Skull & Bones har infiltreret CIA fuldstændigt. Hvis dette er rigtigt, så har Skull & Bones - med en mand i Det Hvide Hus og kontrol over CIA - en ufattelig magt.
Det er også muligt, at Skull & Bones Selskabet
ikke er mere og andet end en hyggeklub for rige drenge på Yale. Det er
jo et af elitens universiteter, og derfor er det måske ikke så overraskende,
at de rige drenge senere kommer til at indtage magtfulde embeder. Det hele afhænger
af, hvor alvorligt medlemmerne tager deres Skull & Bones ed, og det er jo
ikke let for udenforstående at vide, så en vis bekymring synes at
være på sin plads.
© Lars Bugge 2005
Kongelige knogler - Romanov-henrettelsen
Et af det 20. århundredes mest omdiskuterede historiske mysterier var en konspirationsteori om den russiske zarfamilie. Ifølge den officielle historie blev zaren, hans kone og deres 5 børn henrettet af bolsjevikkerne. Men rygter og teorier fortalte, at nogle medlemmer af den kejserlige familie slap væk. Det rædselsregime, der fulgte, holdt teorierne i live. Det var først med DNA teknikken og Sovjetunionens opløsning, at en af række af de gamle spørgsmål fik svar, men nye spørgsmål dukkede op og holder de gamle teorier i live.
Den natten mellem den 17. og 18. juli 1918 blev zar Nikolaj den II, zarina Alexandra, deres fire døtre Olga, Tatjana, Maria og Anastasia samt den 14-årige tronarving Aleksej vækket af deres fangevogtere. Sammen med deres tjenestefolk blev de ledt ned i kælderen af det hus, hvor de blev holdt fanget af bolsjevikkerne (de røde). Men de kontrarevolutionære ”hvide” styrker var på vej mod Jekaterinburg, hvor hele zarfamilien blev holdt fanget.
Hvis det lykkedes ”de hvide” af befri zaren og hans familie, kunne det betyde et vendepunkt i krigen, så ”de røde” måtte handle hurtigt. Nede i kælderen fik zarfamilien besked på, at der skulle tages billeder af dem, hvorefter de ville blive flyttet til et andet fangested. Da zarfamilien og deres tjenestefolk havde taget opstilling i to rækker, kom der pludselig en gruppe mænd ind og skød hele zarfamilien på tæt hold. Bagefter gennemborede de den faldne familie med deres bajonetter for at sikre sig, at de alle var døde. Den kejserlige Romanov-familie, der havde hersket over Rusland i mere end 300 år blev udslettet fra det ene øjeblik til det andet.
Kommandant Jakov Jurovskij ledede både henrettelsen og bortskaffelsen af ligene. Et job han løste med overraskende stor omhu. De kejserlige lig blev først smidt i en tom mineskakt, men af uklare årsager blev ligene senere hentet op igen, brændt og begravet.
I tiden efter henrettelsen af zarfamilien var situationen temmelig forvirrende. De første meldinger gik på, at kun zaren var blevet myrdet. Måske fordi Bolsjevikkerne mente, det ikke ville fremme deres popularitet at stå som ansvarlige for henrettelsen af en hel børneflok.
”De hvide” startede en efterforskning under Nicholas Sokolov , som skulle afdække, hvad der skete med zarfamilien. Hans konklusion var klar: Alle medlemmer af zarfamilien blev dræbt. Senere kom bolsjevikkernes egen undersøgelse ved Pavel Bykov. Den undersøgelse kom til samme konklusion, og bolsjevikkerne tog dermed ansvaret for udslettelsen af hele zar-familien, selv om man fremhævede, at ordren blev givet lokalt og ikke fra Moskva. Sandsynligvis var det dog Lenin, der gav ordre til henrettelse af Romanov-familien.
I mellemtiden havde verden fulgt sagen på tæt hold, for der var rygter om, at en eller flere af zarens børn var undsluppet massakren. I flere tilfælde stod personer frem og hævdede at være overlevende medlemmer af zarfamilien. Den mest berømte af disse mange sager var Anna Andersen, der i 1920 blev reddet fra et selvmordsforsøg i Berlin. Hun påstod, at hun var zarens yngste datter Anastasia.
En hel verden fulgte hendes kamp for at blive anerkendt som Romanov. Der blev lavet både bøger og film om hendes liv og påstande. Hendes historie var overbevisende. Ikke mindst fordi hun lignede Anastasia. Anatomisk var lighederne påfaldende, hendes håndskrift matchede Anastasias, og hun kendte detaljer om zarfamiliens privatliv, som syntes utrolige. Mysteriet døde først, da DNA teknik efter hendes død i 1984 afslørede, at hun ikke havde kejserligt blod i årerne. Dette kunne forklare det lidt underlige faktum, at hun nægtede at tale russisk.
Allerede i 1979 havde russeren Geli Ryabov fundet frem til det sted, hvor zarfamilien angiveligt var blevet begravet, men han turde ikke grave zarfamilien op af frygt for det sovjetiske regime. Han ventede derfor på bedre tider. Først 10 år senere afslørede han sin viden, og den formodede kejserlige familie blev gravet op fra deres uværdige hvilested. Undersøgelser og DNA-tests bekræftede, at det var tale om resterne af den ulykkelige zarfamilie.
Nøjagtigt 80 år efter henrettelsen blev zarfamilien begravet i St. Petersborg ved en storstilet højtidelighed den 17. juli 1998. Ved indgangen til det nye årtusinde så det altså ud til, at et af de store historiske mysterier var blevet opklaret. Knoglerester og DNA teknik så ud til at have fjernet den mystik, som i årtier havde ligget tungt omkring zarfamilien.
Sådan gik det bare ikke, for med de nye svar fulgte nye spørgsmål. I den kejserlige grav fandt man nemlig kun ligene af forældrene og tre døtre - men liget af tronarvingen og en af døtrene (enten Marie eller Anastasia) var væk.
Ifølge de Jakov Jurovskij (som ledede henrettelsen og bortskaffelsen af ligene) blev disse to lig brændt særskilt og deres aske spredt. Det er her, konspirationsteoretikerne vågner op, for hvorfor i alverden skulle netop disse to lig brændes særskilt i stedet for at blive begravet med de andre lig? Det kræver ikke meget fantasi at forstille sig, at denne forklaring blev fabrikeret for at dække over, at to de yngste medlemmer af zarfamilien slap væk eller blev skånet.
Hvis nogle af zarens børn slap væk eller
blev hjulpet væk, og hvis de undslupne førte slægten videre
i det skjulte, så må man undre sig over, at de aldrig stod frem.
Hvis de findes derude, så er det tid at komme frem fra deres skjulested
og aflevere en kejserlig blodprøve, for Rusland trænger unægtelig
til en zar, også selv om han skal stå op af graven.
© Lars Bugge 2007